Eksklusiv jubilæumsversion: Audi RS Q3 edition 10 years

Audi fejrer Audi RS Q3's 10-års jubilæum med en sportslig specialmodel: RS Q3 edition 10 years. Den er begrænset til 555 eksemplarer på verdensplan og fås både som RS Q3 og RS Q3 Sportback. Den kompakte sportsmodel har etableret sig stabilt i markedet siden lanceringen i 2013, og anden generation, der kom i 2019, yder 400 hk og har et drejningsmoment på 480 Nm. Fremdriften i Audi RS Q3 edition 10 years leveres som vanligt af den legendariske 2,5-liters femcylindrede turbomotor. Jubilæumsmodellen har fået tilført eksklusive detaljer både udvendigt og indvendigt. De omfatter 21” alufælge, nye skålformede RS-sæder med genbrugsmateriale af mikrofibre, Dinamica, og dybsorte indlæg på instrumentpanelet.

Eksteriør med stærk karakter
For at fejre RS Q3 på behørig vis tilbyder Audi bl.a. farven Dugsølv mateffekt, der i år for første gang er kommet på listen over farver til Audi RS Q3. En anden eksklusive detalje til specialmodellen er de sorte 21” letmetalfælge i dobbelteget design med dæk i størrelsen 225/35. Som ekstraudstyr kan man bestille det 19” high performance-bremsesystem med kulfiberforstærkede keramikbremseskiver foran. Det betyder, at bremsesadlerne som standard er lakeret i antracitgrå højglans, og mod merpris fås de enten i rød eller blå som alternativ.

Den eksklusive fremtoning på edition 10 years-modellen understreges af en lang række komponenter i sort eller sort højglans – eksempelvis de mørktonede Matrix-LED-forlygter med dynamisk blinklys og sidespejlhusene. Tagrammen, rudeskaktlisterne og indlæggene på dørlisterne er udført i sort højglans, og det samme gælder for spoilerlisterne på frontspoileren samt diffusorindsatsen. Den sportslige fremtoning fuldendes med de fire ringe i singleframe-grillen og på bagenden samt modelbetegnelserne i sort højglans.

Eksklusivt og sportsligt interiør
I kabinen tager man plads i nye skålformede RS-sæder eksklusivt til specialmodellen. Et særligt highlight er ryglænsafdækningen i mat kulfiber, der anvendes for første gang i RS Q3. De skålformede sæder er betrukket med en kombination af læder og Dinamica i sort og dybsort – den nye, sportslige og elegante farvenuance. Dinamica er et mikrofibermateriale, der består af ca. 45 % genanvendte PET-fibre. Ud over sæderne anvendes det også på indlægget på instrumentpanelet. En særlig kontrast kommer fra de kobberfarvede syninger, som man finder i hele interiøret. Det gælder blandt andet de bikubeformede syninger på sædernes midterstykker, midterarmlænet, armlænene i dørene, rattet, som både fås i en rund variant og en variant med flad bund, og de sorte måtter med broderet kobberfarvet RS Q3-modelbetegnelse. Af andre højdepunkter i edition 10 years kan nævnes eksklusive dekorindlæg i kulfiber – i mat finish ligesom på ryglænsafdækningerne. MMI-skærmen er udført i kulfiberlook, og en ”1 of 555”-modelbetegnelse pryder det 10,1” store touchdisplay. Indstigningslyset, som er specifikt for specialmodellen, projicerer en rød firkant i 3D-effekt på jorden, når dørene åbnes.

En uimodståelig drivlinje
I RS Q3 og RS Q3 Sportback arbejder den kraftfulde femcylindrede 2.5 TFSI-motor. Den leverer med sine 400 hk nu godt 17 % mere ydelse end forgængergenerationen af RS Q3, der fik forøget effekten til 340 hk i 2015. Sammenlignet med den oprindelige version fra 2013 med 310 hk er det 29 % højere ydelse. Det maksimale drejningsmoment på 480 Nm står til rådighed mellem 2.250 og 5.850 omdr./min. På kun 4,5 sek. klarer RS Q3 og RS Q3 Sportback sprinten fra 0 til 100 km/t. Deres tophastighed er elektronisk begrænset til 250 km/t, men som tilvalg kan RS Q3 køre op til 280 km/t.

Den særlige tændingsrækkefølge 1-2-4-5-3 og det ulige antal cylindre skaber en helt enestående motorlyd. Det tostrengede RS-udstødningssystem understreger den femcylindrede motors karakteristiske lyd, og RS-sportsudstødningssystemet, der fås som ekstraudstyr, skærper lyden endnu mere. Den femcylindrede motor er ni gange i træk blevet tildelt den eftertragtede ”International Engine of the Year Award”. Kraften fra den femcylindrede motor overføres som standard via en 7-trins S tronic-gearkasse til det permanente firehjulstræk quattro.

Forbrugsangivelser
Angivelse vedr. brændstofforbrug og CO2-emission er afhængigt af den valgte dæk-/fælgstørrelse samt tilvalgt ekstraudstyr (WLTP).

Audi RS Q3
Brændstofforbrug ved blandet kørsel: 10,4 km/l
CO2-emissioner ved blandet kørsel: 217 g/km

Audi RS Q3 Sportback
Brændstofforbrug ved blandet kørsel: 10,4 km/l
CO2-emissioner ved blandet kørsel: 218 g/km

Angivelserne vedr. udstyr er baseret på det modelprogram, der udbydes i Tyskland. Der tages forbehold for fejl og ændringer.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk