Audi har startet produktionen af den elektriske A2 e-tron i Ingolstadt. Det er den mest effektive Audi nogensinde, og effektiviteten præger hele processen: Udviklingstiden er forkortet med 21 måneder, mens produktionen er blevet mindre kompleks og mere automatiseret og digitalt forbundet.
De første Audi A2 e-tron rullede af samlebåndet i Ingolstadt den 10. september 2026. Modellen er udviklet til det europæiske marked, og produktionen kombinerer nye processer og teknologier med omfattende genbrug af eksisterende anlæg. Det reducerer både kompleksiteten, pladsbehovet og logistikarbejdet på fabrikken.
Udviklingstiden reduceret med 21 måneder
Audi har forkortet perioden fra udvikling til produktionsmoden bil med 21 måneder sammenlignet med tidligere modeller. Erfaringer fra tidligere modeller og strømlinede processer har reduceret behovet for koordinering og gjort det muligt at bringe bilen tidligere frem til et højt niveau af modenhed i forserieproduktionen.
“Den nye Audi A2 e-tron er næste skridt i vores fornyelse. Den viser, hvordan vi konsekvent tager udgangspunkt i markedet, fordi forskellige regioner kræver forskellige svar. A2 e-tron er udviklet til Europa og produceres i Ingolstadt. Det er den mest effektive Audi, vi nogensinde har bygget, og den gør elektrisk mobilitet anvendelig i hverdagen. Samtidig viser den konkret, hvordan vi gennemfører vores transformation: Vi udvikler hurtigere, producerer mere effektivt og styrker dermed den industrielle værdiskabelse og konkurrenceevnen i Tyskland,” siger Gernot Döllner, CEO for AUDI AG.
Lavere kompleksitet i produktion og logistik
Audi har reduceret antallet af produktionsrelevante varenumre markant i A2 e-tron. Det mindsker samtidig antallet af såkaldte logistiksupermarkeder, reducerer pladsbehovet og forenkler materialeforsyningen på fabrikken.
For første gang anvender Audi det såkaldte “string-of-pearls”-princip i produktionen i Ingolstadt. Metoden bruges allerede på fabrikken i Neckarsulm. Rækkefølgen af kundeordrer fastlægges seks dage før montagestart og fastholdes derefter gennem alle produktionsområder. Den faste rækkefølge gør det blandt andet muligt for leverandørerne at fremstille delene i den rigtige sekvens og pakke dem direkte i den tiltænkte container. Samtidig bortfalder lager- og sekvenseringsarealer, hvilket bidrager til en mere omkostningseffektiv produktion.
Eksisterende anlæg og 250 robotter får nyt liv
Karrosserierne til A2 e-tron fremstilles sammen med karrosserierne til Audi A3. Det kan lade sig gøre på grund af produktionsanlæggenes fleksible opbygning og mulighed for at håndtere flere modeller. Mere end 1.200 produktionskomponenter genbruges eller anvendes videre, herunder robotsvejsetænger og omkring 250 robotter, som tidligere har været i brug til produktion af andre Audi-modeller.
“Den nye A2 e-tron viser igen, at det er muligt at producere biler rentabelt i Tyskland. Her spiller de AI-assistenter, som vores fabrikker i Neckarsulm og Ingolstadt har udviklet i fællesskab, vores meget fleksible produktionsanlæg og ikke mindst medarbejdernes ekspertise en afgørende rolle. Modellen illustrerer transformationen af Audis produktion: mindre kompleksitet, endnu større effektivitet og en høj grad af digitalisering og automatisering,” siger Gerd Walker, direktionsmedlem med ansvar for produktion og logistik hos AUDI AG.

Mere automatisering i montage og karrosseriproduktion
Med A2 e-tron indfører Audi fx fuldautomatisk hjulmontering på fabrikken i Ingolstadt. Fuldt automatiserede robotstationer erstatter de hidtidige delvist automatiserede fastskruningsstationer i formonteringen af for- og bagaksler.
I karrosseriproduktionen optimerer Audi desuden processerne med såkaldt “bin picking”. Ved hjælp af kamerabaseret objektgenkendelse og robotstyring kan teknologien identificere og opsamle komponenter. Det kan reducere ergonomisk belastende arbejdsopgaver. For første gang kan robotterne også tage små pladedele direkte fra beholdere, hvor delene ligger usorteret, og føre dem videre til næste trin i produktionen.

Cloud-løsning erstatter mere end 450 industri-pc’er
Den industrielle cloudløsning ”Edge Cloud 4 Production” forbinder montagen digitalt. Fra cloudplatformen styres både testsystemet, der tester bilens styreenheder, når de sættes i drift, og den digitale arbejdsvejledning, som giver medarbejderne relevante oplysninger om udstyret i den enkelte bil. Den centrale styring betyder, at Audi kan undvære mere end 450 industri-pc’er i montagen.
Audi er samtidig ved at etablere en række AI-baserede vidensassistenter på tværs af produktionsanlæggene. Supply Chain Chatbot hjælper medarbejderne med at finde faglig viden, processer og dokumentation, mens Maintenance Chat understøtter vedligeholdelsesteams i fejlsøgning og løsninger.
Fremtidens kompetencer styrkes
Audi har fra begyndelsen haft fokus på at klæde de medarbejdere, der skal producere A2 e-tron, på til opgaven. Den målrettede kompetenceudvikling bygger videre på fabrikkens ekspertise inden for elektrisk mobilitet og understøtter indførelsen af nye teknologier og produktionsmetoder.
Forbrugsangivelser
A2 e-tron 125 kW: 13,8 kWh/100 km
A2 e-tron 140 kW: 13,7 kWh/100 km
A2 e-tron 170 kW: 14,7 kWh/100 km
A2 e-tron 240 kW: 14,3 kWh/100 km
A2 e-tron er i Danmark udstyret med ekstra standardudstyr ift. den europæiske basismodel, hvorfor danske modeller har lidt højere forbrug.
Læs mere om Audi A2 e-tron
Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk